top
Print side E-mail side 

Udbrændt og videre til genbrug

Trods lang levetid udbrænder sparepærerne på et tidspunkt, og så skal de på genbrugspladsen.

Det er det enkle budskab i en netop søsat kampagne, der skal få flere danskere til at aflevere deres brugte sparepærer og lysstofrør på genbrugspladsen. Kampagnen er iværksat af Lyskildebranchens WEEE Forening (LWF), som varetager indsamling og genanvendelse af brugte lyskilder.

”Vi har netop gennemført en markedsanalyse, der viser, at en stor gruppe af befolkningen ikke ved, at sparepærer skal på genbrugspladsen. Derfor iværksætter vi igen i år en landsdækkende kampagne, der skal minde danskerne om, at de brugte lyskilder skal videre til genanvendelse – ikke i skraldespanden”, fortæller administrerende direktør Jan Bielefeldt, LWF.

Farligt affald

Lysstofrør og sparepærer tilhører kategorien "farligt affald". Det skyldes, at de indeholder en meget lille smule kviksølv, som er et tungmetal og dermed en miljøgift.

På de kommunale genbrugspladser og i mange ejendomskomplekser er der opstillet specielle indsamlingsbeholdere til brug for lyskilder. Efter indsamlingen indgår lyskilderne i en proces, hvor de enkelte materialer udsorteres således, at glas, metal og kviksølv kan blive genanvendt.

”Da glødepærerne er på vej ud af vores forbrug, bakker vi op om alle initiativer, der kan støtte en øget indsamling og genanvendelse af brugte lyskilder, så vi sikrer en ansvarlig behandling til gavn for miljøet,” siger Lis Vedel, områdeansvarlig for producentansvar i Miljøstyrelsen.

Information, quiz og nyt lys

”Producenter og importører af sparepærer er egentligt ikke forpligtet til at lave informationskampagner om indsamling, så det glæder mig, at branchen tager ansvar for at informere om indsamlingsordninger og håber at borgere og virksomheder vil taget det lille skridt ekstra i – nemlig ned til genbrugspladsen” slutter Lis Vedel, Miljøstyrelsen.

Kampagnen vil blive afviklet over de kommende måneder. Som et led i kampagnen kan man på www.lwf.nu finde quiz, der sætter fokus på borgernes viden om sparepærer og genanvendelse. De heldige vindere af quizzen kan se frem til at modtage en designerlampe fra Le Klint.

FAKTA

  • 9 ud af 10 danskere har en eller flere sparepærer i husstanden
  • Sparepærer og lysstofrør indeholder små mængder kviksølv
  • Kviksølv er et tungmetal, som er en miljøgift
  • Glødetrådspærer skal afleveres i dagrenovationen, men indpakkes hensigtsmæssigt

For yderligere information, kontakt:

Lyskildebranchens WEEE Forening, adm. dir. Jan Bielefeldt, telefon 40 37 07 05, mail: 

© 2023 Lyskildebranchens WEEE Forening.
webshop.io Content Management System.
HTML5 / CSS3
//RTEAM LINK START Designed by RTEAM //RTEAM LINK END