|
Fra farligt affald til nyt lys
Sparepærer og lysstofrør indeholder flere forskellige materialer, og processen med at udskille hver enkel materiale-type er kompliceret. Men resultatet af genanvendelse er bl.a. nye lysstofrør, aluminiumsbarrer og genanvendt kviksølv.
Forbrugere og mindre virksomheder afleverer de brugte lyskilder på den kommunale genbrugsplads, mens virksomheder med mange brugte lyskilder, kan få en speciel container stillet til rådighed af LWF til indsamling. For at opnå den maksimale genanvendelsesværdi sorteres og behandles lysstofrør og sparepærer hver for sig, hvorfor de også skal separeres i forbindelse med aflevering.
Fra genbrugspladser og virksomheder transporteres de fyldte containers til den danske virksomhed Stena Miljø, der knuser lysstofrørene og sparepærerne. Den videre forarbejdning af de brugte materialer kan ikke udføres i Danmark, og derfor er det fra et miljømæssigt synspunkt vigtigt, at lyskilderne fylder mindst muligt, når de transporteres ud af landet.
Notificeret transport fra Danmark til Essen
Fra Danmark køres lyskilderne til Tyskland, hvor den videre forarbejdning foregår hos Dela GmbH, Essen. Da der er tale om farligt affald, fragtes de knuste pærer og rør i specielle sække, og transporterne er altid notificeret til Miljøstyrelsen.
Sorteringen trin for trin
Lysstofrør
For lysstofrør er den første del af processen hos Dela en vaskeproces, hvor lyspulveret vaskes af. Herefter udskilles kviksølvet fra lyspulveret og indgår i nye kviksølvholdige produkter, mens lyspulveret deponeres forsvarligt. Vandet fra vaskeprocessen bliver genbrugt, efter lyspulveret er udskilt.
I næste fase foretages en yderligere sortering, hvor aluminium og blyglas udskilles separat. Aluminium indgår efter omsmeltning i nye aluminiumsprodukter, mens blyglas indgår i andre glasprodukter.
Materialet føres videre til en magnetisk separator, der udskiller de metaldele, der er tilbage, således at det øvrige metal også kan indgå i nye produkter.
Nu er der kun glas tilbage. Ved hjælp af en optisk proces udskilles klart og mørkt glas. Det klare glas anvendes til nye lysstofrør, mens det mørke glas indgår i produktionen af for eksempel isoleringsmaterialer.
Sparepærer
Når sparepærerne behandles hos Dela, starter processen med, at plast og metal separeres fra glasset. Herefter bliver glasset vasket rent for lyspulver, hvorefter kviksølv og lyspulver separeres som for lysstofrørene.
Ved en magnetisk proces separeres de resterende metaldele og glas. Glasset indgår i nye glasprodukter, fx isoleringsmaterialer, mens metallet bliver genanvendt i andre metalholdige produkter.
De endelige resultater
Alt i alt genanvendes over 90% af materialerne fra en sparepære eller et lysstofrør. De resterende dele bliver som beskrevet henholdsvis brændt med energigenvinding for øje (anses ikke som genanvendelse), og de miljøskadelige rester deponeres.
Materialeandel og genanvendelse
|
Materiale |
% |
|
Anvendelse |
|
Glas – blandet glas |
92 |
|
Rent glas til nye lysstofrør –mørkt glas, blyglas, glas fra sparepærer til andre glasformål, fx isoleringsmateriale |
|
Aluminiumskapper og andet metal |
2 |
|
Nye metal- eller aluminiumsholdige produkter |
|
Lyspulverslam |
3 |
|
Genanvendelse af kviksølv og deponering af restprodukt |
|
Plastik og forureninger |
3 |
|
Forbrænding med energigenvinding - deponering |
Certificeret bearbejdning
LWF har lagt vægt på, at de anvendte underleverandører i sorteringsprocessen er certificerede i forhold til den opgave, de udfører i forbindelse med genanvendelse af brugte lyskilder.
Stena Miljø har således fået følgende certificering som bevis for at miljø, sikkerhed og ikke mindst genvindingsmulighederne er optimale i forbindelse med de opgaver, Stena udfører: OHSAS 18801, ISO 14001 og EMAS.
Dela GmbH er på tilsvarende vis en certificeret genvindingsvirksomhed, som løbende bliver kontrolleret af de tyske myndigheder. Kontrollen omfatter blandt andet arbejdsprocesser og materialeudnyttelsesmåder. Desuden er virksomheden ISO 9001 (kvalitet) og ISO 14001 (miljø) certificeret.
LWF følger løbende oparbejdningsprocesserne hos underleverandørerne og har vedvarende fokus på at vælge den for miljøet mest optimale løsning. |