top
Print side E-mail side 

Sparepærer skal med på containerpladsen

Mange forbrugere er ikke opmærksomme på, at sparepærerne skal samme vej som haveaffald og malingsrester – på den kommunale genbrugsplads. Ofte har private husstande et system for, hvad der skal med næste gang turen går til containerpladsen, men den private ”sorteringsordning” rummer sjældent sparepærer.

Lysstofrør og sparepærer indeholder en lille smule kviksølv, og derfor skal de indsamles, så materialerne kan blive genanvendt. Din kommunale genbrugsplads har specielle indsamlingscontainere til de brugte lyskilder, som alle borgere frit kan benytte.

En markedsundersøgelse viser, at der findes en eller flere sparepærer i ni ud af ti husstande, men kun godt halvdelen af borgerne ved, at de brugte pærer ikke skal i smides i skraldespanden. Sparepærer har en lang levetid, så mængden af brugte pærer er lille. Derfor er det overkommeligt at have en lille indsamlingskasse i hjemmet til næste gang, turen går til containerpladsen – ligesom med batterierne!

Spørg viceværten

I mange bebyggelser tilbydes beboerne indsamling af farligt affald direkte i bebyggelsen. Og farligt affald er i den forbindelse ikke kun terpentin og olierester, men også lysstofrør og sparepærer. Så tjek med ejendomsadministrationen eller viceværten, hvilke muligheder du har, der hvor du bor, for at skille dig af med dine brugte lyskilder på den miljørigtige måde.

Kviksølv i naturen

Hvis de brugte sparepærer bortskaffes via dagrenovationen, ender kviksølvet i naturen, hvor det ikke kan nedbrydes, men derimod ophobes i levende organismer. Når du afleverer lyskilderne til genbrug, bliver metal, glas og kviksølv genanvendt – til gavn for miljøet.

FAKTA

  • 9 ud af 10 danskere har en eller flere sparepærer i husstanden
  • Sparepærer og lysstofrør indeholder små mængder kviksølv
  • Kviksølv er et tungmetal, som er en miljøgift
  • Alle kommuner skal stille en indsamlingsmulighed gratis til rådighed for borgerne til indsamling af brugte sparepærer og lysstofrør
  • Glødetrådspærer skal afleveres i dagrenovationen, men indpakkes hensigtsmæssigt

For yderligere information, kontakt:

Lyskildebranchens WEEE Forening, adm. dir. Jan Bielefeldt, telefon 40 37 07 05, mail: 

© 2019 Lyskildebranchens WEEE Forening.
webshop.io Content Management System.
HTML5 / CSS3
//RTEAM LINK START Designed by RTEAM //RTEAM LINK END